Pædagogiske metoder
Som på opholdsdelen arbejder vi ud fra flere pædagogiske metoder; den anerkendende, miljøterapeutiske, den rummelig og relationspædagogikken. Med udgangspunkt i den enkelte elev er det vores mål, gennem forståelse, ros og krav, at øge selvværd og jeg-følelsen hos eleverne. Vi gør meget ud af at møde eleven på hans udviklingstrin, og vi forsøger at gøre ham mere selvkontrollerende og ansvarlig for egne handlinger og vise hensyn overfor de andre elever.
I konfliktsituationer handler mange af denne type børn/unge impulsivt og aggressivt. På Bovirke Skolen hjælper den voksne eleven ved at respektere denne vrede. Skolens politik er, at der ikke skal anvendes magt mod eleverne. Derfor laves der ved indskrivning en handleplan med eleven vedr. konflikter. Vores erfaring er, at det mindsker konflikter meget betydeligt og magtanvendelser er unødvendige.
Som på opholdsdelen arbejder vi hele tiden med at give børnene/de unge et varmt, roligt og trygt miljø. Dette gøres bl.a. gennem forudsigelighed, fast struktur og synlige voksne.
Vores elever har et stort behov for sociale aktiviteter og nyder vores turer ud af huset. Derfor er vi tit på ekskursioner, laver helst idræt flere forskellige steder i lokalområdet og har dagligt aktiviteter på stedet, hvor sport og spil indgår.