Undervisning
Formålet med undervisningen er, at eleverne udvikler færdigheder og kompetencer, der gør dem i stand til at klare sig fagligt og socialt.
Eleverne er aldersmæssigt og fagligt meget forskellige. De undervises derfor differentieret og ud fra forskellige undervisningsmaterialer. Vi lægger vægt på, at der arbejdes ud fra elevens udviklingsniveau og bruger PPR, samt den tilknyttede læsekonsulent, til at kortlægge elevernes udviklingstrin.
Vi anser det for yderst vigtigt, at eleverne får grundlæggende færdigheder i at læse, skrive og regne, samt at de bevarer lysten til at arbejde videre, når de kommer i gang.
På Bovirke Skolen følger vi folkeskolens Fælles Mål og underviser i alle de fag, der er på krævet.
Undervisningsmaterialerne spænder fra traditionelle lærebøger, selvlavede materialer og til interaktive computerbaserede materialer. Stor variation i metoder og undervisningsmaterialer er en fornuftig indgangsvinkel til eleverne. Nogle elever på skolen har behov for at opleve stor variation i undervisning, mens andre ønsker forudsigelighed og genkendelighed.
Skolen har licens til Skrivestøtten, og kan bruges af de elever, som vurderes at kunne profitere af det.