Pædagogik og metode:
På Bovirke er vi inspireret ud fra mange pædagogiske metoder. Den røde tråd i vores arbejde med barnet/den unge er, at vi anerkender ham, som den han er. Vi tager udgangspunkt i hans potentialer og støtter ham i at videreudvikle dem.
Vi ved, at relationen har stor betydning, når vi skal nærme os barnet/den unge, og vi respekterer deres forskellighed. Vi søger at udvise ro og rummelighed, fordi vi tror på, at barnet/den unge spejler sig i omgivelsernes adfærd.
Det er pædagogernes opgave, i trygge omgivelser, at lære barnet/den unge at erkende hans problemstillinger og vise ham redskaber til at arbejde med dem. Hermed hjælper vi ham med at skabe et grundlag for at styrke hans personlige udvikling i positiv retning.
Personalet på Bovirke hjælper barnet/den unge og drager omsorg, så han føler sig set. Vi bestræber os på at øge barnets/den unges selvværd. Vi støtter dem i deres udvikling af egne ressourcer for derigennem at øge deres selvstændighed. Barnet/den unge vil opleve en forudsigelig hverdag, hvor alle børn/unge bliver inddraget i de daglige gøremål og holder fast i traditioner ved de forskellige årstider. Vi tager på 3 årlige ferier og laver forskellige ekskursioner, hvor vi tager udgangspunkt i deres nysgerrighed.
Målet med et ophold på Bovirke er, at barnet/den unge skal blive så selvhjulpen, at han kan flytte for sig selv og komme videre med en uddannelse, læreplads el. lign. Derudover er det vores mål, at han skal kunne tackle problemer ved hjælp af dialog.